Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/105

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

92

som Aspirant ved Reserveofficersskolen. Nogle Kammerater havde allerede gaaet den hurtige Uddannelse igennem og var sendt over eller i Færd med at sendes til Hæren.

Christensen løb gerne og godt paa Skøjter. Og den Dag, da han havde taget sin definitive Bestemmelse, saa løb han paa Smedelinjen, og dér blev han forestillet af en Akademifælle for Grossererens Frue. Han og hun løb sammen og talte sammen om Krigen; hun var Fyr og Flamme over Soldaterne; og hvordan det nu gik, om virkelig Eneboeren vilde »vise« sig, mere end Eneboere plejer — saa var der noget, der brast ved hans ene Skøjte; han styrtede tungt og fik den venstre Arm og Skulder saa eftertrykkelig af Led, som det i det hele taget er muligt for en behændig, kraftig og dristig Løber.

Fruen var lutter Deltagelse; Christensen fik samlet sig op, tog Afsked, begyndte at marschere’ hjem, fik fat i en Drosche, og holdt følgende Enetale til sig selv:

Altid uheldig! Nu kan jeg spilde fjorten Dage, og kommer bag efter de andre. Fordømt, at der gives smukke Fruer ….!

Og han tilføjede — eller kunde have tilføjet — mere dæmpet, idet han bed Smærterne i sig: Dumt, at der gives Narre blandt Mandfolkene!

Han kludrede først selv — med en Mediciners Bistand — ved Skuldren. Saa mældte han sig paa Skolen. Lægen sendte ham, med en alvorlig