95
bredskuldret Landskabsmaler, der forestod det Hele, ligesom om han var Mester med Svende paa Værkstedet, han sagde: »Jeg skal si’e jer noget. Vi faar »slebet Børstepenslerne til!«
Og til de ganske Unge, hvem baade Øllet og Smørrebrødet og Fribilletten smagte godt, sagde han: »Immer bruge den store Kristoffer! Det er den, der skaffer Respekt paa Udstillingen!«
I Grunden morede dette Christensen. Han blev tvungen til at være omgængelig igen. Der kom noget af det raske, det letlevende, det hurtig Resultat givende; noget »zünftigt«, Haandværkersvinget over alle disse virkende unge Genier og ældre Talenter.
Det var for Christensen, som om noget af det, han grublende og selvpinende havde søgt, her begyndte at dæmre for ham i Gasbelysningen, Tobaksdampen, under Spøgen og Kaadheden paa Theatrets Malersal.
Han smurte løs, han kilede paa. Det gjaldt blot om at blive færdig i rette Tid. Og naar denne eller hin havde faaet lavet en særlig morsom Karrikatur af en af Dagens sceniske, politiske eller æsthetiske Berømtheder, eller naar selve Christensen havde frembragt en overordentlig Effekt, under sine Bestræbelser for at komme Vidunderne paa »Havets Bund« saa nær som fantastisk muligt var — saa blev der en Kappestrid, en Følen sig, en Stolthed formelig. Og den sidste Aften — eller Nat — medens man skaalede med Ølflasker
