Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/111

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

98

Hun tog atter hans Arm — efter under Vejs at have forestillet ham for sin Mand, der spaserede med en Tyrolerinde — og lod sig føre til en af Amfitheatrets Loger. De vilde se paa Dansen dernede.

Hun var klædt … naa, nej: man kan slaa efter i hvilken som helst meget moderne Roman, for at faa den hele Kombination at vide. Hun var klædt saaledes, at hendes smukke Underarm, smukke Hals, smukke Hovedform, navnlig den ganske sjældent smukke Nakke — alt kom til sin Ret.

Hun kom i Samtale med nogen paa Gulvet, og medens hun bøjede sig fremover og nedefter, saa lænede han sig tilbage og betragtede hende.

Da hun atter vendte sine store, nøddebrune, meget levende, meget hovedstadsintelligente Øjne imod ham, saa spurgte hun ham med sin kvikke Latter, friskt, opfordrende:

Naa; ta’er De Maal af mig? —

Dersom De ikke misforstaar Ordet, saa svarer jeg Dem, at jeg betragter Dem som »Model«! —

Til hvad? —

Ja, se det véd jeg ikke! —

Det var jo nydeligt! —

De er nydelig! — sagde han tørt, og han tilføjede, idet han rejste sig:

Jeg véd ikke, om man har Lov til — efter et saa kort Bekendtskab — at kalde en Dame