99
smuk. Men i saa Tilfælde: De er smuk, Frue! —
Han stod oprejst, bukkende for hende. Muligvis var han lidt mere pathetisk i dette Øjeblik end ellers — muligvis ærgrede det ham, at han var det. Men hun lo kort, friskt, og sagde:
Min Gud. Tror De … nej, De er dog morsom … tror De, at De er den første, som … ha, ha … ræk mig Deres Haand … De er virkelig en Snegl … og De maa virkelig komme og besøge os! —
Han gav hende Haanden og sagde: Godnat! —
Hun lo, forbavset, lidt mindre forbavset — en lille Smule stramt. Saa sagde hun:
Gaar De allerede? —
Godnat!
Han fik en Indbydelse til Middag fra Grossereren. Han lod Billetten ligge et Par Dage paa sit Bord, saa’ paa den hver Morgen, glemte den Dagen over, og skrev endelig et Par Ord til Undskyldning: han var ikke rask, han var forkølet, gik ikke ud.
Nogen Tid efter mødte han de To sammen paa Langelinje., Fruen styrede ved sin Mands Arm lige over imod ham.
7*
