101
Jo! smuk var hun. En Nakke … og en Maade at gaa paa … Aa, blæse! —
Han gad ikke længer gaa paa Langelinje. Han gik ind i Esplanadepavillonen, forlangte en Kop Kaffe, tog nogle illustrerede Blade, smed dem igen, satte sig med Haanden under Kinden ved Vindueskarmen.
Naa! stadig spekulerende?
Det var den lille joviale, undersætsige Landskabsmaler. Christensen syntes, at han kunde trænge til en Passiar — og de fik sig en saadan sammen.
Ej, Død og Salte! kender De dem, Christensen? — Og Landskabsmaleren pegede ned efter Grossereren og hans Frue, som kom tilbage og gik ind ad Byen til.
Det er s’gu et muntert Hus, Christensen! Jeg kommer der. Alle flinke Folk kommer der. Man vil nok ogsaa have fat i Dem. Gør Dem nu ikke kostbar! Ser De, naar jeg har staaet derhjemme og hængt i den hele Dag igennem, eller naar jeg har hørt paa Akademivrøvl, eller jeg har spoleret en »Luft«, eller jeg er gnaven i Almindelighed — saa, forstaar De, er jeg glad over at kunne faa en Bid god Mad i godt Selskab en Gang om Maaneden Vinteren igennem. Og en Fandens køn Kone har han, og man kan faa en Sludder med hende, baade om de Dele, man selv forstaar — om Kunst og saadan noget — og forresten om al Ting. Ser De, min egen Kone er heller ikke »væk« —
