108
tagelsen bekræfte Reglen: Kunstnerne, som saadanne, havde en beskeden Stilling herhjemme i Samfundet! Desto glædeligere var det, naar et privat Hjem, et intelligent, livligt og velhavende Hus aabnede sine Døre, for at drage Kunstnere ind i den Kreds, der var sammensat af saa mange fremragende Mænd, baade Købmænd, Officerer og Videnskabsmænd. Derved vilde man faa at se, at Kunstnerne hverken var nogle forrykte Skruer, eller nogle forknytte Væsner, der ikke kunde gerere sig i Verden. Og han vilde tillade sig at henvende en Tak til Vært og Værtinde som Repræsentanter for de Huse, der … osv. … osv.! Klinken, Skraben med Stole, fornøjede Ansigter, Værten glad, Fruen med et henrivende Smil, der fremviste Tænder, som … aa, vi maa skylle dette Syn efter med Champagne, for dog at kunne give en nogenlunde plavsibel Forklaring over, at vi blev saa beruset ved Synet!
Christensen var ikke saa glad over Talen. Han havde ikke ret kunnet lide Professorens Ansigt. Thi enten skal man skælde rigtigt ud — mente Christensen paa den Tid af hans Liv — eller ogsaa skal man holde sin Bøtte!
Men just som Klinkningen med Vært og Værtinde var til Ende, rakte Professoren sit Glas frem over Bordet imod Christensen, og sagde højt — saa højt, at alle nødsagedes til at høre det:
