109
»Naa, min gamle Elev! Hvornaar vil De saa begynde paa det Arbejde, der skal forbavse Verden — og alle deres Kammerater? Thi, mine Damer og Herrer, dette er Ivar Feldmann ogsaa kaldet Christensen, min tidligere Elev, min »forlorne« Søn, som jeg stadig venter paa at skulle slagte Fedekalven for. Han vil en Gang gøre noget Verdenshistorisk — saadan i Retning af Historie-Genre-Batalje eller en hel ny Slags Maleri! Nej; det er mit ramme Alvor. Pas paa ham, Frue! tag ham under deres beskyttende Vinger — men vogt Dem, at han ikke en Dag flyver bort med Dem — blot for at vise, at nu kan han flyvel« …
Under munter Forbavselse og lidt Nysgerrighed fra de tilstedeværende Fruers Side, vendtes alle Blikke og adskillige Glas imod Genstanden for den sidste løjerlige Skaaltale. Christensen var Herre nok over sit Ansigt til at smile bukkende. Landskabsmaleren puffede til ham og hviskede: Kan De bytte dden? — Grossereren kom leende hen med sit Glas og slog ham paa Skuldren: Jeg skal nok passe paa Dem og paa min Kone — men mal os bare et Stykke derhenne til Væggen! …
Ved Bordenden, oprejst, med Glasset hævet, knejsende lidt med Hovedet, nikkende, smilende, stod Fruen … Og Christensen bøjede sig først ned over sit Glas, som om han vilde undersøge alle de perlende tummelumske Smaadjævle deri
