111
Han blev planlet ind og overgivet til Kulturens forædlende Paavirkning. Vil vi gaa i Rette med denne Kultur? Det være langt fra os. Vi mindes endnu med Respekt hin Bankiers berømte Ytring i en Kreds af Kunstnere og Kunstforstandige:
Naturen er skøn, mine Herrer! men den er ikke korrekt!
Altsaa blev han plantet ind.
Han havde — særlig det første Aar — disse Revolter, disse Ydmygelser. Saa kom Vanen. Saa kom Sofisteriet, i Følge hvilket han blev sin egen Advokat og vandt Processen, som han havde, anlagt imod sig selv. Endelig kom en Opvaagnen. Han »gnikkede« sine Øjne — han brød med sit Herskab, og trak atter Trøjen paa som fri Mand.
Dette er en Roman for sig selv. Den kunde inddeles i Afsnit og Kapitler, den kunde give Anledning til megen Dybsindighed og Aandrighed … Frygt ikke, kære Læser! Du skal faa den i en stærkt kondenseret Form. Og hvis Du endda frygter, saa kan Du blot springe over til næste Kapitel!
Han gjorde adskillige Iagttagelser i disse Aar. Først med Hensyn til Omgivelserne — dermed begynder vi jo i Reglen, førend vi begynder med os selv.
