112
Han færdedes i en Kreds af Mennesker, der absolut var anlagt mere for »Livet« end han selv, og hvis Jargon han ikke bragte det til at tale, hvor meget han end gjorde sig Umage derfor. En har nu mere Sprogtalent end en Anden.
Det var begyndt med dette lille Ord »Duff«, — men det var nu det mindste derved. Disse Mennesker, Herrer og Damer, syntes ham at have enten overordenlig megen god Tid, eller ikke Tid nok. De haandterede allehaande Kunster og Videnskaber med den Færdighed, som stadig Øvelse giver .., og de kom sjældent i Forlegenhed. I Grunden maatte han tilstaa sig selv, at deres Humør virkede smittende. De spiste godt, de drak med Maade, de sov sandsynligvis godt allesammen, de dansede udmærket, de fortalte morsomme Anekdoter, nogle af dem læste godt op, de fleste spillede godt paa Klaver, nogle sang fortræffeligt, andre sang gærne men ikke fuldt saa godt. Man spiste meget ofte til Middag sammen, man drak The, man saaes i Theatret, man fulgte »hjem med« fra Koncerter; man levede sammen paa Baller, ved Skøjteløben, ved store solenne Anledninger og ved mindre, improviserte Fester — Sommerudflugter, Sommerlandliggen, Vinteradspredelser — Fester hele Aaret rundt.
En Ting maatte han absolut beundre: den legemlige Sundhed saa vel som den Aandens Spænstighed, der kunde præstere alt dette!
