114
Hjem — pakke sig hjem? — grave sig ned paa den gamle Maade i Selvplageri, Selvarbejde — maaske Selvbedrag? Nej! Han var meget, meget »ude« i disse Aar blandt disse Mennesker. Og de kom ham efterhaanden alle saa hjærtelig, virkelig saa tillidsfuldt i Møde, disse Mennesker. Deres Søgen var ikke hans; deres Tørst kunde læskes — og de læskede sig. Det »Gemytlige«, det var Ordet; og var det ham fra Begyndelsen en skurrende Lyd i hans Øre — nu vel, hvad kan man ikke vænne sig til? Vi vænner os utrolig hurtig til det, der egenlig kalder os bort fra os selv!
Thi dette er ingen Aandrighed: forudsat at ethiske og æsthetiske Reformatorers Drømme om Menneskets »Naturtilstand« som en Guldalder, virkelig er mere end Drøm og blaa Dunst — forudsat at denne Guldalder endnu f. Ex. paa en fjærn Ø samler glade eller alvorlige Menneskebørn om Naturens simple Bord — saa behøver kun en Skare »gemytlige« Koffardifarere at lande paa Kysten, opføre deres Danse, drikke deres Bægre ud, og lege med Spejle og Knive i Solens Skin … det vil ikke vare længe, førend Naturbørnene kommer frem af deres Skov, afleverer deres »Guld«, modtager til Gengæld et Speil, hvori de kan se deres egne Grimacer — og synes, at Grimacerne under den tillærte Reel klæder dem allerkærest!
Eller er dette alligevel en Aandrighed? Saa
