115
maa Ivar Christensen bære Skylden derfor. Hans er dette Paafund .….
Smuk var hun. Det var især Nakkens Linje, nedover til Halsen og henover Skuldrene; — og saa var der noget i Gangen, og endnu mere noget under Dansen, der drog ham til og holdt ham fast — som Kunstner.
Lad os søge i vor Hukommelse, og vi skal maaske allesammen finde den »Linje«, der fik os til at vende os om paa Gaden, fik os maaske til at stige ud paa en Jærnbanestation, hvor vi strængt taget intet havde at bestille, fik os til at gøre en Dumhed, fik os gjort moden.
Som Kunstner blev han fastholdt, Han kunde ligge derhjemme og drømme Billeder, mythologiske, allegoriske, som han vilde male — og alle sammen havde de en kvindelig Hovedfigur med Linjen igennem sig. Ja, hvad siger vore Nutidsdamer, de stræbende, stridende, paa Kønnets Vegne strængt fordrende Kvinder, der læser Edgren og Elliot (for slet ikke at tale om Mill og Spencer) — hvad siger en saadan med Skrift og Tale omgjordet Kvindelighedens Forkæmperinde (quem honoris causa nomino) — hvad siger hun hertil?
At vælge efter en »Linje!«
Unægtelig; dersom vi, der nedskriver efter Evne disse Bidrag til en moderne Kunstnerroman, dersom vi selv var en Kvinde, saa vilde vi muligvis ogsaa forarges over dette Valg efter Linje. Men der er Dybder — eller skal vi
