Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/129

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

116

kalde dem flade Steder — i en mandlig Kunstners Sjæl, hvor ingen Kvinde, os bekendt, naa’r hen i sine Undersøgelser. Hun staar over for det Gaadefulde — ligesom vi stakkels Mænd saa tidt bliver staaende over for en Gaade i det »evigt Kvindelige«.

Han var Kunstner — han var Mand — og han havde længe været Eneboer.

Som en Mand med sund Sanselighed, uden Attraa, der var hidset ved forfinede Sædvaner og pirrende Læsning — med sin Skønhedstilbedelse og sine Skønhedsbegreber hentet fra den »store« Kunst igennem Afbildninger og Idéforbindelser — kom han ind i denne Kreds.

Han var kantet og kejtet; det maatte han tilstaa sig selv. Men netop med den Kantedes Tilbøjelighed til Selvfølelse paa de Punkter, hvor han var hjemme, traadte han frem foran denne smukke Kvinde og forlangte hverken Aandrighed eller aandelig Overlegenhed. Han selv vidste jo saa meget; han havde slidt sig det til, han havde betalt for at naa’ saa vidt i sine Domme om Kunst, Historie og Menneskeliv. Hvad kunde hun fortælle ham af noget Nyt her?

Men »se ud«, det kunde hun!




Der var … aa jo, der var endogsaa meget, som stødte ham. Men saa var der saa meget pudsigt, uberegneligt, barnagtigt,