122
absolut baade velbyrdige og sædelige Karakter, og vi yder den interessante og taktfulde Fremstilling af græsk Liv, rimeligvis i den perikleiske Tidsalder, vor Tribut, samtidig med at vi opfordrer den begavede Kunstner til ret snart igen at vise sig — maaske dog med et lidt mere taknemligt Æmne for dem, der ikke gør Fordring paa at tilhøre de helt Udvalgte, men som dog ogsaa vil regnes med iblandt dem, der ser paa Livet og paa Kunsten med et aabent Øje for det Sande og det Skønne, osv. osv. …«
En saa lang og saa velvillig Anmældelse i et af de mest toneangivende Blade — ved saa godt som en Debut!
Han søgte at bevare forskellige af disse mest »stilfulde« Perioder i sin Hukommelse. Alle Tænder havde de dog ikke faaet trukket ham ud af Munden; han kunde endnu, naar han smilede, vise nogle ret kraftige hvide nogle. Og i dette Øjeblik smilte han just, da han efter Udstillingens Slutning stod foran sit Billed, foran dets »Plads paa Væggen« i Grossererens Dagligstue.
En af de sidste Majdages livlige Sollys faldt ind over Billedet. Han selv og Fruen stod og betragtede det.
Han lo: Jeg maa give Anmælderen Ret, ham, der spurgte: »hvad Tid det egenlig var paa
