125
allerede ser, og med Længsel efter at fremstille det, som min Sans for Form og Forhold overtyder mig om er til Stede bag dette hæslige Snørliv. Det har været mig umuligt at faa en Model, som jeg baade respekterede og beundrede. Sligt maa til — begge Dele — og hvis Du vilde yde mig denne Hjælp, saa véd jeg, at jeg vilde kunne fremstille det, der endnu ikke er fremstillet herhjemme, og som dog er ligesaa berettiget, ligesaa adlet gennem Skønhedens Lov, som at hugge én Venus i Marmor eller modellere en sovende forladt Ariadne med Drapperi over Bæltestedet. Ser De: jeg har tidt tænkt mig Dem som Ariadne. Jeg har gode Klippestudier fra Kullen i Forfjor. Ariadne ligger paa Klippen; Havet i Baggrunden; Haaret er gaaet op og ligger under den ene Skulder; det ene Ben er hævet lidt, det andet hænger ned — strængt tegnet, blødt, rundt, fast malet; man føler Blodet bag den hvide Hud, og denne uendelig nuancerede Hvidhed imod den rødliggraa, kolde Klippe! En fin, milesisk Uldkappe, i ædle, simple Folder, dækker hende halvt. De smiler i Søvne … men Trækkene tager vi fra en Anden … og der højt oppe, ud fra Olivenskoven kommer en lille Figur: Dionysos, som véd, at Ariadnes Ven har forladt hende; han vil nu selv række hende Bægret med Forglemmelsens og den nyopstandne Kærligheds Drik! Hvad siger De hertil …? —
Hun vendte sig, lo, søgte med Hænderne til Midien, som for at overbevise sig om, at
