126
Snørlivet virkelig var paa sin Plads og indtog sin Stilling som Harnisk mod alle Anfægtelser. Saa svarede hun:
Jeg har tidt spekuleret paa, om det er dum, De er — eller De muligvis er fræk? Jeg holder dog paa det første. Hvor kan De nu komme til en anstændig Kone med noget saadant Vaas? Eller er det en Spøg — saa gaar den noget uden for den Grænse, som vi ogsaa i dette Hus holder. Ganske vist, man siger, at Tonen er lidt fri hos os. Det er maaske kun Skinsyge hos de andre, som ogsaa vilde more sig. Og naar min Mand og jeg er enige derom, saa lad dem snakke! Friheder af den Art tillader jeg ikke … De kunde bare prøve paa at komme med de Spørgsmaal, naar min Mand var til Stede! Men jeg skal nu alligevel ikke være vred paa Dig — paa Dem — thi jeg véd jo, at De ikke mener det saaledes. Det er bare saadan noget, der staar i Hovedet — lige som Gigt, eller Tømmermænd. Se at faa det ud! Og hvad Model angaar — saa siger da de andre Kunstnere, at man nok kan skaffe sig dem — med lidt Anstrængelse. Hvor faar de andre deres fra? Naa, ræk Pote! jeg er jo ikke vred …
Han holdt sin Haand tilbage:
Jeg elsker Dig! sagde han, ganske stille.
Hun lo: Ha ha!
Jeg siger Dem: De har fortryllet mig — jeg er besat — jeg maa se dig hver Dag. Jeg kunde blive en stor Kunstner, hvis …
