Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/140

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

127

Vaas! —

Er der da ikke Alvor i Dem — er der ikke …?

Hun afbrød ham:

Skal jeg tale Alvor? Naa! Gi’er jeg Dem ikke Lov til at komme her saa tidt De vil? Maa jeg ikke høre mange Stikpiller fra de andre, fordi jeg foretrækker Dem! Herregud, Menneske, hvad vil De? Vær som de andre! Vær som jeg selv! Mor Dem … eller søg en af de unge Piger op, som kommer her — Frederikke, Kathinka, Thora … ja hun er oven i Købet eneste Arving, og saa har hun Figur … ha ha! Nej, det er dog det allermest uhyrlige, at jeg skal spille Giftekniv for at skaffe Dem Model! O, du dumme, dumme, søde, rare Ivar Feldmann … her tager jeg dig ved din Øreflip — og prikker dig paa din Hagetip — og kysser dig paa din Mundelip …!

Tilbage! raabte han vred og holdt hende i Arms Længde fra sig. De hører, til disse Væsner, der hverken er skabt onde eller gode — og som derfor afstedkommer det Allerværste: vi Mænd bliver til Viskelær — Knaldviskelær under jeres Hænder. I ælter os — puster ind i os — det bare, bare tomme Vejr, intet andet. Saa kommer der en lille skinnende Boble frem — og I klemmer til: Pang! Det var saa morsomt — om igen! Og denne Leg driver Du med mig — med de andre — med din Mand … lige meget og lige lidt mener De dermed. De er uden