128
Ansvar — thi De er uden Lidenskab. Men jeg bærer Ansvar … ja, se bare fornærmet paa mig! jeg har en udødelig Sjæl at svare til — jeg har Evner — jeg havde Evner, Kræfter, Forhaabninger, Selvagtelse. Futsch! væk hele Klatten! Jeg er bleven Abekat, Dromedar, Dovendyr — og dog stadigvæk virksom og paa Færde — bare for at adsprede Dem! Forstaar De: »adsprede«. Her er jo ikke Tale om Lidenskab, der møder Lidenskab — noget, der finder en Afgørelse — der leder til Skridt — der stempler mig som Mand, dig som Kvinde — hvad enten det saa gaar rabundus, eller vi flyver sammen til Skyerne. Aa nej; her er jo kun …
De taber Vejret! sagde hun, afbrydende ham med rolig Ligegyldigheg. Og hun gik hen imod Døren.
Har Du aldrig elsket nogen? raabte han efter hende.
Hun lukkede Døren op, lyttede efter, om der nogen skulde have hørt dem i Entréen, i Gangen ind til Adelaides Værelse, ude i Køkkenet … og saa sagde hun langsomt, med en lille Hovedpinefold i den smukke Pande:
Man skulde virkelig tro, at vi var gifte: — saadan en Scene laver De dér!
Saa gik hun ind i sin Datters Værelse.
Men han stod alene tilbage; seende efter hende, som en gal Mand ser efter den legemliggjorte fixe Idé, der netop tilfældigvis har gjort ham … drrrrrrrr!
