129
Og saa dunkede han sig med den knyttede Haand i Panden, greb sin Hat, og styrtede — nej gik, gik husvant, med tvungent rolige Skridt igennem Entréen ud paa Trappen — gik de første ti Trin langsomt ned — susede saa som en Stormvind videre ud paa Gaden, hvor han nær havde løbet Landskabsmaleren over Ende.
Hejda Christensen! Jeg vilde netop søgt dig. Du tager vel med …?
Hvorhen? — Til Verdens Ende? —
Sludder! Foreningen skal i Skoven. Om en Time kører vi fra Ravelinen. Gaa hjem og hent din Paletot!
Og de kørte i Skoven. De legede Røvere, alle de store, glade, fornøjede eller misfornøjede Kunstnerbørn. Og der var rigtig meget lyst Grønt derude — »Godt for Øjnene!« sagde Landskabsmaleren. Og de talte om brændt Kremserhvidt og om almindeligt Kremserhvidt. Og de spiste paa Fortunen og drak i Skodsborg. Og kun én havde faaet for meget, da de kørte hjem. Og denne ene var Ivar Feldmann Christensen — første, sidste og eneste Gang i hans Liv.
Men Landskabsmaleren erklærede ogsaa, at Punschen dette Aar havde været ganske særlig, ligefrem uanstændig slet!
Det er snart sagt — og det, at det er en Trivialitet, forringer ikke Sætningens Værdi —
9
