130
at ofte har latterlige eller trivielle Hændelser en stor Rækkevidde. Det var hændet Christensen, at han blev »overkørt«. Og netop fordi det aldrig var hændet ham før, vaagnede han med saa meget stærkere Hovedpine.
Denne Hovedpine er vor moralske Prædikant; det véd vi. Paa Christensen aabnede den Øjnene ved at vise ham frem i et … ja det er drøjt at faa Pillen ned … i et komisk Lys!
I ærlige, ufortrødne, aarvaagne, sunde Tømmermænd, I, som altid bliver bandet og udskældt, I er dog de virkelige, sande Demokrater. I skærer alle. over én Kam, hører ikke paa Sniksnak eller Undskyldninger, men banker væk — banker væk … indtil Fornuften, Æresfølelsen, Hjærtets Adel, Mennesket helt og holdent rejser sig og siger: Nej; jeg vil ikke længer tjene Daarskaben — thi det kunde dog lede mig i Fordærvelse!
Eller man siger: Jeg er muligvis allerede i Fordærvelsen — men man kan gøre omkring!
Eller man hvisker ganske stille:
Vorherre haaner mig ikke, som mine Kammmerater, der ved en anden Lejlighed ikke er bedre end jeg! Vorherre er saa mange tusind Gange større, visere og kærligere end selv min egen gode Fader — der visseligen ikke havde haanet mig. Han hører min sagte Bøn: Led mig ikke ud i Fristelse, men frels mig fra det Onde!
Og Christensen havde netop været ude i den store Fristelse: at løbe fra sig selv — for at løbe i Armene paa … paa Modellen!
