Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/147

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

134

Og han tog med sig en Mappe fuld af godt, gammelt Bikubepapir, med hollandsk Vandmærke — et halvt Dusin af Fabers Blyanter, og en lille Akvarelkasse, ikke stort større end til Vestelommen. Det var hans hele artistiske Apparat: — saa skulde han da ikke kunne indbilde sig, at ville erobre en ny Verden for Kunsten!

Den Dag, da han staaende agterude paa Dækket, som eneste Passager ombord paa Fragtfareren, saa’ Sjællands Kyst glide sig forbi — den Dag var han alligevel lidt underlig til Mode. Dette at staa saadan og pege — eller tænke sig at pege — ind paa dette Hus, hin skraanende Strandhave, langs med denne grøntblaanende Skov, hvor man selv har vandret i en Andens Selskab — at repetere sin Begejstrings, sin Lykkes og sin Dumheds Tilstand om og om igen, medens det rumler nede i Maskinen, medens Dæksplanken sagtelig ryster, og nu og da den fedtede Olielugt stryger Ens Næse forbi ligesom en kvalmende Bebrejdelse … ak ja, dette indeholder en bitter Sandhed og Lære!

Forfængelighed og Forgængelighed! tænkte Ivar Christensen.

Og det samme tænkte han — men dog saaledes, at han nødigt gav Slip paa denne Kyst — da Nakkehovedbanken dukkede sin Ryg bag ham ned i Havet. I dette Øjeblik, da Kattegattets graablaa, monotone Horisont laa for ham, da skar der en Smærte igennem ham. Han