135
vilde ønske, at han havde haft en Moder, som han efterlod derhjemme — eller en Ven, som han rejste til. I Stedet for, maatte han nøjes med i Tanken at sønderflænge — nej, med en Blanding af Terpentin og Benbrunt oversmøre det modbydelige »græske« Billed, som han havde haft paa Udstillingen, og som endnu, sandsynligvis, havde sin Plads paa en vis Væg.
Det lo op i ham: Græsk! Jeg som aldrig har set Grækenland for mine Øjne. Og det fik endda være: — men jeg, som ikke med min Fantasi har boret og trængt og dykket mig ned i Studium over hvordan og hvorfor — indtil mit Billed virkelig røbede en Afglans af det svundne Oltidsliv, der hvert Sekund løfter sig i vor moderne Bevidsthed! Nej, jeg har med et løst Indfald dækket over Manglen paa redelig, dyb Trang til at give et Skønhedsindtryk. Jeg har narret Køberen og Modellen og Anmælderen og Publikum — og mig selv! Jeg Taabe! Har jeg muligvis ogsaa narret Kammeraterne? Vist ikke. De Fyre véd s’gu nok, hvad de har tænkt derom — men de vil aldrig ud med Sproget … Jeg burde have trængt ind paa dem; jeg, der nu bilder mig selv og en skikkelig Hørkræmmer ind, at jeg rejser ud som Kunstner!! —
Men saa sværger jeg da nu her paa det gamle Okeanos, hvorfra alle Tingene maaske stammer — at jeg vil lære Mennesker og Forhold, Natur og Kunst at kende, for at jeg ikke mere skal fristes til at sætte Pensel paa et
