136
Lærred og fuske Vorherre eller de »Store« i Haandteringen! —
Dette sagde den ensomme Passager, medens han stod agter paa Dækket og stivede sig af op imod Kahytskappen — thi Skibet begyndte at neje saa underligt. Men Kaptejnen, som var en praktisk Mand, sendte sin Steward til ham med den Besked, om Hr, Christensen ikke vilde komme op paa Broen til Kaptejnen i hans Bestiklukaf og tage en »Sild i Slobrok« — thi Kokken bagte en udmærket Slobroksild, og det var et ufejlbarligt Middel — nydt med en lille Dram — imod de Fornemmelser, som man paa Landjorden kalder for Søsyge!
Christensen ventede paa Søsygen hele den Aften og næste Formiddag i Skagerak. Skibet arbejdede imod nogen Modvind og imod en jævn Søgang. Da Sygen ikke vilde indfinde sig; saa var baade Passager og Kaptejn vel tiltilfreds. De tilbragte Tiden deroppe i den lille Dukkestue af et Lukaf med at spille Domino, holde paa Brikkerne, naar Overhalingerne kom, spise meget, ryge meget, og tale saa lidt som muligt om interessante Ting. Det var en Hvile for Christensen, dette. Og naar Kaptejnen tog sig en lille Lur, eller han skulde gøre sit Bestik, eller han skulde ned og skælde Stewarden ud, eller have sig en Passiar med Mester i Maskinlugen, eller han skulde tilsé at den sorte Newfoundlænder, Skibets vigtigste Personlighed, blev tilbørlig vasket, eller han selv skulde vaske
