137
sig en lille Smule — saa satte Christensen sig helt ud til Luvart paa Broen, alene med sin Gud — kunde man sige — eller alene med sin Beundring for Havet.
Det var ham noget nyt; og saa var det igen helt sælsomt bekendt.
Han kunde flere Gange paa Dagen sige sig selv: Dette Hav dér, denne sejge, urolige Masse, der arbejder saa énsformigt, Bakke op efter Bakke, Dal skydende ind igennem Dal, bestandig samme Farve, graa, blaa, grøn i Toppene, blinkende med hvide Borter, nu og da styrtende frem i et Vandfalds salt-tunge Hastværk …. hvordan Pokker skulde man nu tegne et saadant Brodd? … dette Hav er i Grunden bansat kedsommeligt! —
Men alligevel maatte han stadig tilbage til det, og se sig dum og døv paa det, og lytte sig blind til dets underlige blændende Lyd … han vidste ikke rigtig, hvilken Sans, det egentlig var, som angrebes af Havet. Og om Natten, da han lod sig purre ud, for at se den sildige Maane risle sit Guldregn-Lys ud over denne Kæmpekedel af boblende »Elfenbens-Sort« — eller ved Morgengry, da Solen løsnede sig som en fangen Æventyrprinsesse ud af hendunstende Taagebaand, og da det drev og flød med skinnende Dukatmetal nedad Nordsøens toppede blaa Bjærge, ret som om Prinsessen i sin Glæde vilde forgylde Alverden … Ja, alle Verdner! hvor hoppede da ikke Malerhjærtet i Livet paa
