139
Han saa’ sig godt omkring i den mærkelige By — den mærkeligst beliggende Hovedstad i Verden. Han købte sig Bøger, studerede de mest tragiske Afsnit af Skotlands Historie paa selve de historiske Steder, færdedes med Skyggerne af Maria Stuart, Darnley, Rizio, Bothwell ude i Holyrood, kravlede omkring over Arthurs Seat, tog til »Søerne«, tog et Stykke op i Højlandet, læste Byron og Robert Burns, vidste ikke, hvem han skulde give Fortrinet, og endte med at finde Walter Scott meget mere troværdig, langt mere udsprunget af Folkets Liv, end Christensens egen Ungdomslæsning fra Lejebibliotheket havde ladet ham formode.
Han undgik ikke, som i den sidste Tid derhjemme, Mennesker. Overvættes omgængelig blev han ikke, men naar Lejlighed tilbød sig, gjorde han Videnskabsmænds, Kunstneres, Købmænds og ganske jævne Folks Bekendtskab.
Saa tog han ned igennem England.
Han begyndte Ruten med nogetnær de samme forudfattede Meninger, som de fleste af hans Landsmænd, der ikke har faaet lagt Horisonten ud over Møens Klint. Han havde kun kørt nogle Timer — uimodsigeligt en Lynildsfart — da han begyndte at begribe noget om den britiske Race sét igennem det britiske Land. Storslaaet; bjærglignende Bakker følges af dybe, smilende Dale; Feudal-Baronetternes Borgruiner veksler med de endnu livsdygtige Lorders Herresæder; en udpræget Sans for alt godt, solidt,
