Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/169

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

156

endnu lovbundne, mindre eller mere bemidlede Samfund fra …. ja, fra hvad? Hvad var det for et Svælg, som Christensen her satte over? Det havde han nok ikke kendt noget til derhjemme!

I Begyndelsen smilede han og sagde til sin Ledsager, at de »var kommen ud sammen som Dante og Virgil«, idet han forsynede Snedkersvendens lidet literære men meget modtagelige Fantasi med Billedet af de to verdenshistoriske Opdagelsesrejsende. Saa gik det fra Skænkelokaler til Danselokaler — og fra Knejpe til Knejpe, hvor Politiet stod Vagt — og lavere ned, bestandig længere »Øst« paa, hvor Forbrydelsen med alle sine Bifloder: Skam, Skændsel, Nød, Elendighed, Samfundets Brøde og Individets Brøde, tabte sig i Rædslens altopslugende Flod — ligesom alle Londons Kloaker taber sig ved Nattetide i Themsens mørke, mørke Strøm.




Christensen var længst ophørt at smile. Der paakom ham først den sælsomme Kuldefornemmelse — en Slags Sjælens Søsyge — som indfinder sig hos ethvert vel konstrueret Menneske ved i storartet Udstrækning at stilles overfor Letfærdighed, Last, Forbrydelse. Saa greb en særegen Art Nysgerrighed ham; det var Kunstnerens, Iagttagerens Videbegærlighed; og paa Bunden af den laa det i Livet heldigere stillede Menneskes dybe Medlidenhed med Menneskene i deres For-