4
at blande sig i andres Sager? Brutalitet oprørte ham rigtignok stedse. Men hvorfor skulde de dumme Hjærte løbe af med ham? Havde har ikke ofte faaet Utak?
Hans Blik faldt i det samme paa den unge Fyr, som søgte at fjærne Sporene af Slagene og Graaden fra Ansigtet. Et Par store, lyseblaa troskyldige Øjne saa’ i Vejret med et saa bedende forpint, fortvivlet Udtryk, at det gav et Sæt i den Fremmede.
Han standsede paa Tærsklen og vuggede den Stok, som han bar i Haanden, frem og tilbage, idet hans Bryn sænkede sig, og hans graa Øjne blev hvasse og brændende: De er formodentlig Malermester her i Byen? spurgte han den Fede i en Tone, som bragte denne til at studse.
Den Fremmede havde før været hidsig, og hans Stemme havde skælvet. Der var nu en kold, ringeagtende Haan i hans Ord; og den anden tav. Der er én Slags Betoning, som virker paa raa Mennesker; — de fleste Bødler er feige.
Naa, hvorfor svarer De ikke? Er De maaske kun Svend? ...
Den Fedes Bleghed gik over i Gult. Han dukkede Hovedet som en Tyr, der vil til at stange. Han saa’ op igen og mødte det samme kolde, ringeagtende Blik. Han var tæmmet. Jeg — jeg er Malermester. Maa jeg spørge Dem ...?
