160
og Døren hænger paa et rustrødt Hængsel, og rustrøde Maskindele ligger rundt omkring, som om et Støberi var sprængt i Luften ved Uforsigtighed eller maaske Ondskab. Midten af Pladsen er optaget af fra et Dusin til en Snes Arbejdere — et Fruentimmer staar i Døren til Ruffet og ser paa dem — Armene indhyllet i en Stump Schavl — thi Taagen begynder at mælde sig med sin klamme Aande ude fra den svagt blinkende Flod tilvenstre. Midt i Kredsen af Arbejderne, der sidder, ligger eller staar enkeltvis og i Smaagrupper, rager en Mand frem — op fra en omvendt Tønde — med Hovedet og den udstrakte Arm som en Silhouet op imod Kæmpebyen, der blaaner og gløder ganske stille i den dampende Solnedgang.
Nedenunder Manden ulmer en Kulild. Maaske skal han ristes langsomt. Nej, han er Foredragsholder. Forsamlingen følger ham med en Opmærksomhed, der er tavs, men derfor kan være talende nok. Truende ser han ud — denne mørke Silhouet, hvis udstrakte Arm med den knyttede Haand i en stor Bue synes at beherske den lyse Horisont bag ham. Hver Gang Haanden falder ret som et Hammerslag ud i Luften mod en tænkt Genstand, saa kløver, knuser, tilintetgør han en ret iøjnefaldende Del af den vældige By derude mod Vestens skinnende Guldtone: St. Pauls violette Kuppel, den hellige anglikanske Kirkes næsten for massive Symbol — den store Ildebrandssøjle, der som en langhalset Politimand
