170
Saa kom Skilsmissen mellem de to. Den maatte komme. De var begge altfor udprægede, begge vilde de hævde deres Personlighed. Men det er i Længden lettere for en engelsk Lord at hævde sit Særvæsen, end for en borgerlig Kunstner, der blandt andet skal leve af at tegne Billedblade, Akvareller, Blyantsstudier til et Selskab af Sportsmænd og mere eller mindre intelligente Lediggængere.
Christensen gjorde en skøn Foraarsdag denne Bemærkning — og den ædle Lord svarede:
Jeg har ventet det! Jeg kan intet sige derimod. De burde være født med et Grevskab i Ryggen — eller jeg burde være Kunstner, som De. Jeg kan ikke (dumt nok!) byde Dem Penge under anden Form end for Deres Arbejde — og Deres vidt drevne Selvkritik hindrer Dem i at arbejde tilstrækkeligt til at blive formuende. De har aftvunget mig mere Agtelse end de fleste baade af min egen Stand og af Deres. Jeg byder Dem mit Venskab — og mit Levvel! De trænger til at se en Del endnu. Og hvad det første angaar, saa véd jeg, at De tror paa min Oprigtighed. Verden er ikke længer stor, og vi ville maaske mødes igen. Jeg tager blot et Løfte af Dem: skulde De komme i en alvorlig Situation, saa véd De min Adresse. Et Brev eller et Telegram til min Klub vil blive sendt efter mig over hele Verden, hvor jeg saa er; forudsat at jeg er blandt de Levendes Tal. Farvel! —
