172
hagelige Manerer — lad saa Sproget undertiden lyde, som om det mere var anlagt paa at boxes med, end paa at »parlere« i.
Christensen var en overordentlig stor Ven af Renlighed. Han ønskede sig uvilkaarlig en uhyre Svamp og et engelsk Frottérhaandklæde, da han følte Paris slutte sine Boulevarder, sine seksetages Kaserner, sine cigaretstinkende Cafeer og sine ragoutduftende Restaurationer, denne Lugt og Luft af noget ugengiveligt Æggende-Skrækkende, i et Favntag omkring sit Bryst.
Han fik Lyst til at vaske denne Elegance eftertrykkeligt igennem. Han havde paa Fornemmelsen, at Byen bedrog ham. Men han kom jo rigtignok ogsaa fra London, Verdens eneste Verdensby.
Alligevel: Paris tog ham — som den tager alle. Han ærgrede sig derover; men atter trøstede han sig. Det varede kun otte Dage: saa var han fuldkommen paa det Rene med, at her trængtes til den store Svamp.
Kejserdømmet laa i sine sidste Trækninger. Det vidste han naturligvis ikke; men man kan føle saadan noget; og forresten gjorde man sig ikke overdreven Umage for at skjule det rundtomkring ham. Han var jo ingen Provinsfilister; han forargedes ikke over Cancan’en, over de firsinstyvetusind Skøger og de endnu modbydeligere Mandfolk, der fulgte Halvverdnen som dens tro Skygger — men det var Utrygheden, Railleriet rundtomkring ham over Gud og Hvermand,
