Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/186

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

173

en feberagtig Ophidselse, der mødtes af en kold, tør Flids-Egoisme. Han følte sig selv i Feber blandt Monumenterne, Kunsten, Vagtparaden, Fliden og Driveriet: det ene Øjeblik hed, svedt, tørstende — og saa en frysende Ængstelse. Der paakom ham den løjerligste Længsel efter at være derhjemme i en Baad paa Kallebodstrand, eller efter at bide i et Stykke Rugbrød og sige »Dæ’len gale mig!«

Han følte, hvad evropæisk Nervøsitet vil sige.

Han var i Paris.

Men man kunde jo være uretfærdig overfor denne By. Den havde aabenbart to Sider, og disse to havde maaske i dybere Forstand intet med hinanden at skaffe. Den var dels Aftrædelses- og Fornøjelsesstedet for den hele øvrige Verden, der vil adspredes, forbavses, og lettes for sine Penge. Det var maaske i Virkeligheden de Fremmede, der demoraliserede Byen, eller i hvert Fald gav Ydersiden af Byens Liv sit Præg. Men den var jo ogsaa Franskmændenes egen By, det Sted, hvor betydelige Mennesker og betydelig Kunst havde afsat og vedblivende afsatte sine Mærker.

I Stadens Samlinger, i de offentlige Udstillinger og i Privatmænds Eje søgte han Kunsten. Det gik ham saa underligt. Apparatet var blændende, og Værkerne vidnede om megen Dygtighed, om eminent Færdighed, hist og her om en sjælden Begavelse, undtagelsesvis om en Personlighed, der syntes at bære Æmnet oppe