Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/187

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

174

med sin hele Sjæl. Han var i Reglen tilbøjelig til at ærgre sig, naar andre anvendte Begrebet »Sjæl« overfor Kunstværker; han følte, at det var en uhyre Maalestok og derfor en ikke ganske retfærdig at maale med; og han var ikke blind for, at det subjektive Skøn herved kom til at spille en Rolle. Hvad en Nordbo eller Germaner mener med Sjæl, det kan billigvis en Romaner affærdige med Paastanden om at faa Lov til at være talentfuld og fremragende — uden »Sjæl«.

Og saa søgte han alligevel Begrebet, eller et nærliggende; og han trak sig i de fleste Tilfælde skuffet tilbage. Han sagde til sig selv, at netop her, i Verdensbyen for Kunst, maatte man have Ret til at stille de store, de meget store Fordringer. Han lod sig ikke blænde, ikke forvirre; men naar der var Dage, hvor han ikkedestomindre havde været lige ved det — hvor en overordenlig energisk Udfolden af teknisk Overlegenhed imod hans Vilje havde aftvunget ham en studsende Beundring — saa tyede han skyndsomst ind i Louvre. Dér var han sikker, forekom det ham; dér gyngede ikke Jorden under hans Fødder; dér mærkede han ikke Konkurrencens asthmatiske Stønnen. I Omgang med, i stille Hengivenhed for Antiken og Renæssancens Kunst, fandt han ligesom sit eget Menneske igen. Og følte han her — bestemtere end nogensinde før — sin egen Afmagt, sin Sky og Uvilje mod