175
selvstændig Syslen med Kunst, saa var der ingen Bitterhed, ingen Braad i denne Følelse. Braadden kom først, naar de talrige »Kopister« hindrede ham i hans Andagt, eller naar tilfældigvis yngre og ældre Landsmænd snakkede op om Alt, hvad der dog var at se i denne herlige By!
Landsmænd undgik han med Flid, efter at han nogle Gange havde overbevist sig om, hvor vanskeligt han havde ved at forstaa dem, og de ham. Men Franskmændene burde han dog lære personlig at kende! Han kom ogsaa i Berøring med mange Kunstnere. Fra de fleste trak han sig hurtig tilbage. Det var snart gjort at lære de blot Overfladiske at kende, for hvem et vist Kvantum Arbejde i Atelieret og saa Omgangen med en Model, en Veninde, er Alt. Med dem gjorde han kort Proces; og de betragtede ham paa deres Side som en kedelig Særling, en »Barbar«, der ikke gad bestille noget og ikke forstod at more sig. Med Kunstnerne, der havde Navn og Berømmelse, gik det ham ikke stort bedre. De var saa optaget af dette Navn, af at befæste Berømmelsen og skabe en Formue for sig selv og Familien. De sled i det. Han maatte beundre deres Arbejdskraft — men om Arbejdets Karakter og Lødighed kom han snart i en Disput, som stillede dem yderligere kølig høfligt overfor den paastaaelige Fremmede. De gik ud fra den franske Kunsts prædominerende Egenskaber som noget Givet: han
