177
indlysende, at Herredømmet baade over Kunstens Midler og over Publikum i Fremtiden maatte tilfalde dem. Det gamle Feltraab: Tilbagevenden til Naturen! var skrevet paa deres Program. Der skulde males efter en Methode, som det direkte Naturstudium ene og alene indeholdt. Kunsten var kommen i Forfald ved de af Staten understøttede Institutioner, ved Kompositionsbillederne, ved Professormaleriet, kort sagt ved Konveniens og Rutine. En Delacroix kunde man tilnød acceptere; han havde i det mindste i sine Bestræbelser været revolutionær, om end ogsaa han havde malet for meget »ud af Hovedet«. En Delaroche var et akademisk Uhyre, og Ingres var en tør Stilist. Kejserdømmet havde ingen Malere; men Fremtiden — som man ogsaa politisk talt anede vilde krænge Vrangen ud — Fremtiden skulde have Malere; en hel ny Skole skulde frem; og disse unge Mænd her var dens Kærne!
Han besøgte dem; han gik saa vidt, at han begyndte at arbejde i deres Ateliers. Deres Utrættelighed og deres Overbevisning paavirkede ham. Naturen paa Klingen! — stadig gøre om — ikke bryde sig om Komposition — male hvadsomhelst — Naturen sørger selv for Opgaver! — Kød og Blod, Farvens forskellige »Valører«, Stoffernes absolute Behandling efter Stoffets eget Væsen, — altsammen søgt paa egen og paa første Haand, uden nogen Recept — tilnød med Henvisning til de spanske eller
12
