178
flamske Naturalister …. en Naturalisme altsaa, som Gennemgangsled til en ny Udvikling, en genfødt Højde i Kunsten!
Højde? Han begyndte atter med sine Tvivl. Havde disse Mennesker da den Resignation, i Følge hvilken deres Gerning maatte betragtes som en blot Indledning til noget Kommende, den besværlige Rejse henimod et Land, som først Efterkommerne skulde naae? Han var alt andet end sikker derpaa. Vilde ikke snart denne »Skole« sætte sig lige saa fast i Sædet, med lige saa afgjorte Dogmer, lige saa stor Selvsikkerhed, som de Modstandere, man nu bekæmpede? Og hvad var der opnaaet ved at male et Portræt, ikke just med den mest skuffende Lighed — thi dette var foreløbig det Underordnede, som det i det hele taget beror paa et Skøn, hvad der er Lighed — men male et Menneske med det mest indtrængende Kendskab til organisk Form og Individualitet, til hvad Farven kan frembringe af Illusion om levende Liv? Vilde det endda, være saa sikkert, at det blev »Liv« dette — selv om det færdige Resultat aftvang et nok saa overrasket Udbrud: hvor levende!
Naar Genstanden, Opgaven og Kunstnerens Valg overhovedet var ligegyldigt — naar det idag var blot og bar en Model, imorgen et Lig, iovermorgen en Dame i Kniplinger, og maaske paa Søndag et Landskab med Kaalstokke og en — Mistbænk — naar det var Naturen, denne
