Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/192

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

179

efter de moderne Begreber kolde, upersonlige, for vore Glæder og vore Sorger, vore Lidenskaber og vor Begejstring utilgængelige Suveræn, som skulde afløse det faldefærdige Kejserdømmes hinkende Idealisme og overlevede Rutine-Pragt — vilde da ikke den ny Potentats Adepter selv løbe Fare for at blive kolde og upersonlige, tilbagetrængende alt Andet til Fordel for dette isnende Ord: Arbejde?

De unge, dygtige Franskmænd saa’ paa ham og trak paa Skuldrene. Og da han, slippende sine Pensler og spaserende op og ned ad Gulvet, gav sig til at tale om saadanne Ting som at uddybe sin Personlighed, højne det indre Menneske, lytte til den Melodi, der klinger ud fra det ubevidste Liv i Menneskekærlighed og i Tilbedelse af den store u-begribelige og dog synligt allestedsnærværende Aand — og saa først male i Kraft af en Anskuelse og et Valg …. saa begyndte den flittigste og dygtigste af dem alle, Machéen, Formanden for Atelieret, at fløjte; og han sagde til Kammeraterne, til dem, der skulde bære Fremtidens Kunst frem, og som sad dér og saa’ paa hinanden med et fint, tørt Smil, hist og her afbrudt af en ungdommelig kaad Latter —: allons travailler!





12*