180
Christensen skilte sig fra dem. Han ærgrede sig lidt over, at han gjorde det. Han kunde jo have paalagt sig en Læretid her som en Slags Bod. Han var kommen paatværs baade af Mennesker og Forhold derhjemme. Nu var han ifærd med det samme her. Skylden maatte dog tilsidst søges hos ham. Hvad var det for en Arrogance, der stadig stillede ham ene med sine Meninger og sine Fordringer? Han havde fjærnet sig fra venligsindede Kammerater i Hjemmet; han havde været lige paa Nippet til at løbe sig fast i en Kærlighed, en Blanding af Naivitet og Sansebetagelse. Han havde vel faaet Bugt — det haabede han i det mindste — med de sidste Erindringer baade om sin Betagelse og sin Dumhed, Men hvad havde han i Virkeligheden faaet gjort i Mellemtiden mellem da og nu, baade for »at uddybe sin Personlighed og højne sit indre Menneske«? Ja, han havde faaet set noget, var vel ogsaa bleven noget udviklet — men det var han forholdsvis kommen nemt til. Arbejde planmæssig — det burde man dog! Var han ikke draget ud med visse Forudsætninger? — var der ikke en Kunstner i ham, trods det, at han ved Rejsens Begyndelse med Flid havde trængt Kunstneren tilbage? Han løb dog ikke bort fra sig selv; og her var baade Tugt og streng Skole. Man skulde ikke med Billighed beskylde disse unge Franskmænd for Franskmændenes Letsindighed!
