182
Hovedet — saa vilde næppe den Tid skabes, som drog ham til sig med Varme og Inderlighed og holdt ham fast, som man, selv mod sin Vilje, fastholdes af en Ven eller Veninde.
Han følte, at havde han været ganske ung, eller havde han ikke gaaet en Kur igennem derhjemme, saa havde han maaske givet efter for en flygtig Tilbøjelighed, søgt et Øjebliks Holdepunkt for det Øde, der omgav ham, i de Fristelser, hvorpaa Byen var rig nok. Men som han nu var, og som Byen nu forekom ham, saa søgte han — intet.
Den, som ikke søger, plejer heller ikke at finde — ikke engang et nok saa lille Æventyr. Sligt forekommer undertiden, belejligt nok, i Bøger; eller man krydrer ved fri Fantasi en mundtlig Rejseberetning dermed, som muligvis forekommer En selv altfor triviel og tør.
Der hændtes ham intet. Han, saa’ paa Byen, og Byen undlod at beskæftige sig med ham; den havde saa meget andet at tage vare. At komme ind i det franske Familieliv, er ikke en lige Sag for den Fremmede, der ikke er forsynet med ganske særlige Anbefalinger. Nogle enkelte Huse aabnede sig for ham. Det var muligvis hans egen Skyld — muligvis Husenes — men han lod det blive derved. En dansk Snedkersvend havde han tilfældigvis ikke her til Kammerat; og en engelsk Adelsmand og Særling fandtes heller ikke. Det forekom ham tilsidst, at Byen var lille; at den havde et stille-
