185
som Verdenskæledæggen ikke bliver træt af at udgive om sig selv.
Da faldt det ham pludselig ind — han vidste ikke hvorfra eller hvorfor: Hvordan mon Kæledæggen vilde tage sig i det, hvis en fremmed Hær laa lejret paa disse Højder? — og vilde en saadan Begivenhed, uberegnelig i sit Omfang og sine Virkninger, maaske kunne afføde en virkelig ny Tid — maaske en stor Tid og en stor Kunst dernede blandt disse Mennesker og rundt omkring i den Verden, der saa gerne vil tage sine Mønstre herfra?
Han maatte længere bort; ud til Landet, det rigtige Land med Skove og Marker i Stedet for Parker og Haver. Der gik Tog nok afsted fra hver Station — og ud paa Aftnen steg han af ved en rigtig lille Landsby, med to, tre hvide Forpagtergaarde indesluttede af Hytter, smaa Køkkenhaver indrammede af lave, faldefærdige Mure, et afskallet Kapel med en Madonna i en Nische, Bønder i grove blaa Bluser og Træsko — og som Baggrund en Hede og en Række sammenhængende Skove, der i Midten højnede sig terrasseformig op over den vestlige Horisonts gyldne Skær.
Han fandt frem til Kroen, og fik sig med nogen Besværlighed et Værelse anvist. Man saa’ lidt forundret paa ham, dog ikke mere end at der opsteg hos ham en svag Mistanke: skulde man maaske ogsaa her være vant til Turister, til Kunstnere?
