186
Under en Aftenvandring igennem og rundt omkring Byen blev han beroliget. Der var ikke Spor af »Apparater« at opdage, og der forekom øjensynlig intet andet Eksemplar af den kultiverede Menneskehed end han selv. Han trak Vejret dybt: Alene — alene i Naturen!
Den næste Morgen ved Solopgang var han paa Vejen til Skoven. Han gik over Heden og snusede Duften til sig — aa, hvor velgørende! Det var som om Jorden selv hilste paa ham. Han havde nær taget sin Hat af for den lille graa Lærke, der svirrede op bag en Tue; og da den lod sit Instruments klingre Lyde dirre ned til ham fra den blaaklare Højde, fik han næsten Taarer i Øjnene.
Han gik igennem Skoven, følgende de snoede Stier, der snarere syntes traadt af Dyr end af Mennesker. Han fik et Godmorgen! luntende tilnikket af en Brændehugger, som om det kunde have været af en Hegnsmand derhjemme. Havde ikke Stien nu og da løbet over Klippegrund, ned og op af Dybder, hvor mægtige mossede Skiferblokke stak frem, saa kunde han gerne have gaaet her, som gik han i en dansk Skov. Bøgetrær kuplede sine Kroner over ham — saa fulgte mørke Ege, ansélige gamle Herrer, med frodig lys Opvækst rundt omkring. Et Stykke Daavildt tittede frem med spidsede Øren — og forsvandt lige saa ubegribelig lydløst, som det var kommet til Syne. Al Sti hørte op. Med hemmelig Glæde belavede han
