187
sig paa, virkelig for Alvor at fare vild. Den samme Skovens Mystik, der bor saa dybt i enhver Dansk, begyndte at betage ham, ganske under den samme lidt kriblende Gysen, som i Drenge- eller Ynglingeaarene. Tilsidst fo’r han virkelig vild; og medens han saaledes gik og gik — højst sandsynlig i en Kreds omkring sit første Udgangspunkt — var det ganske faldet ud af hans Tanker, hvorvidt han havde Fornemmelsen af at være faret vild i en dansk eller fransk Skov. Der var dette ene og alene, som løftede hans Bryst, lettede hans Gang og lysnede hans Sind: at Naturen atter var udelukkende til for ham og han for den — at han med sunde Kræfter og friske Sanser følte dens lønlige Kærtegn … aa han var Fanden ikke Kunstner, Pokker ikke Maler! han var et lykkeligt Menneske, der gik paa Jorden, nu og da saa’ op til Himlen gennem Træernes Løv, ubekymret som en Gud om Ende og Begyndelse paa Tingene, i dyb Overensstemmelse med Omgivelserne, fra hvis synlige Verden det Usynlige talte til ham om en Herlighed, som netop ender dér, hvor Mennesket vil begynde at skabe!
Men sulten — det begyndte han unægtelig at blive. Hvorlænge kunde det mon vare, inden han kom ud af denne fortryllede Skov?
I en lille Lysning, hvor høje Bregner dannede Underskoven, saa’ han en Mand ligge udstrakt paa Jorden, den ene stærke Haand støttet under Øret, Manden optaget af at spise Frokost,
