189
Naa ja! — ja her er bedre herude! sagde den Anden. Han samlede sine Sager sammen, rejste sig, og de gik ved Siden af hinanden.
I Skoven blev der kun vekslet enkelte Ord, løsrevne Sætninger. Det varede en lille Time, saa var de ude paa Heden.
De bor i Kroen? spurgte Manden i Blusen.
Ja jeg gør! svarede Christensen. Og De — formodenlig i en af Forpagtergaardene? —
Jeg har min lille Hytte — lød Svaret — naar man kommer tilvenstre forbi Kroen, langs de to lave Mure — hvor De ser en grøn Laage … men der gaar en stor glubsk Hund derinde! tilføjede han og saa’ paa Christensen med en stille Latter i de agtpaagivende Øjne.
Aa, jeg har ikke i Sinde at forcere Indgangen! sagde Christensen og lo paa sin Side.
De holder maaske selv af at være i Fred? —
Netop! —
Saa gik de tavse hen over Heden. Da de nærmede sig Landsbyen, havde Solen just lavet sig det hyggeligt bag nogle store, optaarnede Skyer, ned over hvis Volde den gød sit straalende Væld af duftigt Lys. I denne varme Lystone laa Landskabet for dem — stort og stille, gennemaandet af Fred. Den lille By, som den viste sig der, med Røgen op fra en Skørsten, med Spiret op fra Kapellets Tag, med de smaa Haver og enkelte højstammede Trær, var en Verden, der trods sin Lidenhed sagtmodig gjorde
