190
sin Ret gældende i den store Verden. Se kun paa mig! jeg ønsker bare at være her — at være mig selv, leve mit eget Liv — og dette Liv er smukt og sundt og simpelt — langt borte fra Ophidselsen, Forfinelsen, Fortabelsen i Hvirvlen!
Fra Landevejen rejste sig saa en Støvsky, der smæltede ind i Lystonen. Ud fra Støvet bølgede en Faareflok med ulden Glans hen over de taktmæssig bevægede Rygge. En ung Knøs gik iforvejen med en afbladet Gren i Haanden. Nu standsede han — og Flokken bagved ham. Han henvendte nogle Ord til en rank Kvindeskikkelse, der skred langsomt frem paa Højden af et Gærde, i Hænderne et Strikketøj, paa det knejsende Hoved en blank Spand. Ogsaa hun standsede; man kunde se et roligt Smil lægge sig over det brune Ansigts bløde, ungdommelige Træk. Saa hævede atter den fine Støvsky sig — og igennem denne, hen over Landskabet klång Klokketonerne, til Bøn eller til Arbejde, fra Mariakapellet.
Manden i Blusen stod stille. Han løftede den højre Haand og bevægede Fingrene paa en uvilkaarlig Maade, som om han fulgte Konturer eller indsatte Farver i dette Syn.
De er Maler? sagde hans Sidemand, som betragtede ham.
Ja — og De formodenlig, siden De kan se det? —
