191
Christensen vidste ikke, hvad han vilde svare hertil. Han bøjede Hovedet.
De fulgtes igennem Landsbyen. Ved den grønne Laage vilde Christensen anbefale sig, men den Fremmede bad ham venlig om at gaa indenfor, idet han lagde sin Haand over Snuden paa en stor Hyrdehund, som kom springende.
I Haven legede et Par Børn, klædt som Landsbyens øvrige Ungdom. Paa en Græsplæne stod en midaldrende Kone og hængte Tøj til Tørre over Snore. I Dragten saa’ hun ud ganske som Bønderkonerne; hendes Ansigt var livlig muntert, røbede Sundheden, der kommer ved megen Beskæftigelse i fri Luft, men bar ogsaa Spor af Anstrengelser ved Husvæsnet ude og inde.
Min Hustru! sagde den fremmede Maler.
Hun nikkede venligt til Gæsten og fortsatte sit Arbejde, med et og andet formanende Tilraab til Børnene.
De traadte ind i Huset. Det var virkelig kun en Hytte, men overordenligt renlig holdt. Et af Rummene var forholdsvis stort. Her var Malerstue, men intet moderne »Atelier«. Udstyrelsen var ganske som i en Bondestue, hvad Bohavet angik. Ingen sammenskrabede antike Møbler, Vaaben, Planter eller Tæpper. Væggene
