192
var bedækkede med Tegninger, Studier, paabegyndte Billeder; et saadant, ved nærmere Eftersyn næsten færdigt, stod paa et Staffeli ved Vinduet; en Malerkasse aaben midt paa Gulvet.
Se Dem om, hvis De har Lyst. Jeg selv har blot noget at gøre ude i mit Huggehus! sagde Maleren, der allerede var halvt ude af Døren igen.
Christensen gik omkring; syntes først noget tvivlraadig — saa’ og saa’ — blev mere og mere overrasket.
Han nærmede sig Staffeliet, satte sig i den eneste store, gammeldags Stol — lænede sig tilbage — og blev siddende ganske tankefuld andægtig, med Haanden støttet under Kinden.
Endelig engang! Hvad var dog dette for et Menneske, som han her, midt ude paa Landet, saa at sige var snublet over? Navnet stod at læse paa flere af Billederne, men det gav ingen Oplysning. Christensen havde hverken set eller hørt det omtale før. Hvad siger i det hele taget et Navn?
Dette Rum var en Verden for sig. Han var kommen herind, nærmest af Høflighed. Skulde han atter tvinges til at beundre noget af den Dygtighed, hvis Prøver han nu tilstrækkelig kendte? … Hans første Blik havde været et flygtigt. Han ærgrede sig ved muligvis at træffe en landlig Dillettantisme, der fordrede en
