Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/207

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

194

den Grad bleven hans egen, bleven Udtrykket for hans dybeste Følelser og Fornemmelser, at han kun behøvede med sit Kridt eller sin Pensel at glide hen over Billedfladen, for at vide sig sikker, overlegen og — indenfor sin Begrænsning — Mester.

Men denne Overlegenhed og dette Mesterskab røbede sig allermindst i Maaden, i Behandlingen eller Foredraget. Intet Bestikkende, ingen forbavsende Færdighed. Bredt var der taget fat — baade i Landskab og Figurer. Detaillerne fik værs’god se at underordne sig Helheden, og allermindst skulde det siges, at en Elegance var søgt opnaaet. Man kunde et Øjeblik — for Christensens Vedkommende kun et Øjeblik — være noget i Vilderede: var det Mangel paa teknisk Viden, der straks ligesom forvirrede En ved Indtryk af Ubehjælpsomhed, ved noget Kluntet og Tungt? eller var det en ganske sjældent individuel udarbejdet Form- og Farvegivning, der stillede den Fordring — hvad de unge Naturalister i Paris ikke altid havde vist Fasthed overfor — at Beskueren skulde have noget Arbejde ved Tilegnelsen, ikke rutsch væk skulde kunne beundre og applaudere?

Og Æmnerne? Ligesaalidt som det var et overordenlig stofrigt, i Terrænforholdene og i Beplantningen omhyggelig accentueret Landskab — og lige saa lidt som Figurerne vare kølige Modeller, malede blot for at have den Fornøjelse at male dem, eller fordi de tilfældigvis