195
vare forekomne i Naturen — lige saa lidt var det Folkelivsbilleder med en Pointe, en Anekdote indledet eller afrundet ved et Tableau. I almindelig Forstand »foregik« der grumme lidt. Hvis Landskabet, Omgivelserne, Stemningen kunde tænkes taget bort fra disse enkelte, i Persontal meget begrænsede Grupper af Figurer, saa vilde der endda i Manden, Kvinden, Barnet eller Dyret være Situationens stille, velgørende Handling tilbage; — men i saa nær og inderlig Forbindelse stod netop Omgivelse og Figurer med hinanden, at disse Menneskers Udtryk og Stilling, Alt hvad de røbede af Glæde eller Sorg under deres beskedne Sysler, først ret fik Handlingens dybere Karakter og Stemning over sig ved det aabne Landskabs, og i enkelte Tilfælde Interiørets forklarende Væld af Toner.
I et akkompagnerende Væld af Tone og Farve, der kun lidet havde med noget »Luftstudium« at gøre, og lige saa lidt smagte af Atelieret — i en saadan inspireret Atmosfære af Naturglæde, isprængt Livets eget Vemod, var disse Billed-Digte neddykket. Her var en Maler, der fuldt ud var Maler, Iagttager og maaske i teknisk Forstand Eksperimentør — men som i sin Sjæl var Digter, maatte være Digter, for at kunne frembringe denne Stemningsfylde, for at kunne virke paa Beskueren ved Noget, der var mere end Glæden over Farvetoner, over »Valørerne«, over Finhed i
13*
