Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/21

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

8

— der har vi Menneskevennen. Han fortryder naturligvis; det plejer Menneskevennerne gerne!

Men han fortrød ikke. Han saa’ ikke ud til det. Han stod og vuggede sin Stok i Haanden og berettede med den ham egne Blanding af Ironi og indædt Forbitrelse, at hans Protegé allerede havde indkvarteret sig hos ham, og at han (den Fremmede) ikke kunde fortænke Drengen deri: Jeg skal sige Dem, Hr. Borgmester, hvad jeg vil. Jeg vil enten beholde Fyren nu med det samme, for at beskytte ham imod Prygl, eller ogsaa vil jeg slet ikke have ham. I sidste Tilfælde vil jeg, førend jeg rejser herfra, gaa hen til Malermesteren og banke ham med denne Stok her. Det er en udmærket Stok, som har staaet sin Prøve. Den ophæver enhver mulig Forskel i Legemsstyrke mellem mig og den Person, som er mig ubehagelig. Jeg véd ikke, om jeg har udtrykt mig tydelig nok? —

Borgmesteren gned sine Øjne og tændte sin Pibe. Man snakkede lidt frem og tilbage, og da den Fremmede havde taget sin Tegnebog frem og deponeret nogle Sedler i den store Mands Forvaring, saa skiltes man atter med gensidigt Haandtryk, hvorefter Borgmesteren under et lille Befrielsens Suk sank tilbage i sin Stol med Lommetørklædet over Ansigtet og Avisen over Knæerne.

Da Tegnelærer Christensen kom tilbage til sit Værelse paa Hotellet, forefandt han det unge Menneske i Færd med at lade en stor Portion