198
i Deres Arbejde og beundre hvad De skabte. Nu er De Franskmand — og jeg er kun Trækfugl her. Jeg vil aabent sige Dem, at Deres Landsmænds Kunst hidtil væsenligst har aftvunget mig Respekt, uden at jeg er bleven revet med — forstaar De, fuldt ud og dybest inde. Jeg begriber ikke, at jeg ikke før er stødt paa Arbejder af Dem, eller blot har set Deres Navn! Paa den anden Side: jeg begriber det meget vel; og netop derfor vil De maaske være tilbøjelig til i mig — fremmed og ukendt, som jeg er for Dem — at se en Broder i Aanden, der blot ønskede at besidde en Brøkdel af Deres Geni, for at kunne overbevise Verden om, at der endnu er Malerkunst udenfor Landenes Skoler og Partier og Udstillinger og .…. lad mig give Dem et dansk Haandtryk: man plejer at kalde det ærligt! Det faar da bøde paa Sprogets Mangler! —
Den Enthousiasme, hvormed Christensen havde talt; Spillet i hans Øjne, og den Haand, som han helt dirrende havde strakt frem — og endnu Noget i Ord ugengiveligt, som dobbelt føles og dobbelt vækker Tillid — Alt tilsammen gjorde et pludseligt, uventet Indtryk paa Hyttens og Malerstuens Besidder. Han stod endnu dér, belemret af de to Malerier, som han ikke ret vidste, hvor han skulde anbringe — forlegen, lyttende med de klare Øjne vekselvis aabne og sammenknebne, for at opfange denne Talestrøm, hvoraf nogle Ord, en og anden Sætning, kunde
