199
have været bedre Fransk .…. Og saa slap han Billederne, gik frem over Gulvet, omfavnede og trykkede sin Gæst hjærteligt til sig, idet han udbrød:
De taler fortræffeligt! …. Ah! saadan noget hører jeg gerne. Jeg er ikke forvænt, kan jeg forsikre Dem!
De blev sammen denne Dag og hele den næste. Som om de kunde have været langt yngre, lettede de deres Hjærter for hinanden. De havde fundet Tilknytningspunkter, de havde meget fælles — om end Christensen med et lille Suk maatte sige sig, at den anden havde ført sine Theorier ud i Praksis.
De vil høre mig fortælle om mig selv? — sagde den franske Maler, idet han kradsede sin lille korte Pibe ud og paany stoppede den med den mørke Caporal, som han søgte frem af Indholdet i sin rummelige Bluselomme:
Jeg er født her paa Egnen — bondefødt. Min Fa’r var forsaavidt en mærkelig Mand, som han lod mig lære noget. Selv havde han med en gammel Præsts Hjælp samlet sig en Del spredte Kundskaber; saaledes kurerede han paa Dyr, og jeg tror paa Mennesker med. I min Mo’rs Familie skulde der engang have været et »Geni« — men hvad Slags har jeg forsømt at faa nøjere Besked om. Vi var en Del Søskende,
