201
Han beskrev mig ogsaa al den Fornøjelse, der var i den store By, som for vore Forestillinger laa uendelig langt borte, og som var fuld af vilde Dyr og vilde Mennesker med.
Fornøjelserne trak mig ikke. Vor Sognepræst var en skikkelig Mand, som altid søgte at skræmme de unge Knøse, og Pigerne med, fra at tage til »Sodoma og Gomorra«. Men de vilde Dyr vilde jeg nok se paa Nærhold.
Jeg sled endnu et Aarstid og lagde mig lidt Løn op. Det var grumme lidt, men alligevel i mine Tanker en Kapital; mine Fornødenheder vare kun faa, og jeg mente, at naar man først begyndte at male rigtig med Farve, saa kunde man leve saa godt som af Luften.
Saa faldt Forpagterens Datter paa at se venligt til mig. Jeg kunde ikke lide hende, endskøndt hun var køn nok og et godt Parti for en Fyr, som mig. Men hun havde været Kærest med en Soldat, og man sagde ogsaa Et og Andet om hende.
Hun gik til min Mo’r, som dengang var skrantende, og hun søgte at opnaa igennem Moderen, hvad Sønnen ikke selv havde Øje for som hans eget Bedste. Det er forresten ikke usædvanligt hos os, at man gaar den Vej — og maaske det er andre Steder ligedan?
Mo’r laa dengang tilsengs. Hun kaldte mig til sig og spurgte, om jeg kunde lide Pigen? Jeg svarede: Nej! Saa rejs Du med Gud, min Søn, for her bliver det ikke godt for Dig at være! —
